En uventet start på året

Januar 2012 blev meget anderledes end jeg havde forventet. Alt har kørt på skinner i 2011 og BOOOM så startede 2012.

En af de første dage på arbejdet fik vi i vide, at der ville ske omstrukturering. ca 1 uge inde i det nye år fik vi dommen; Afdelingen skal nedlægges! Men alle ville beholde sit job, bare i en anden afdeling. Jeg var forrvirret og tænkte - okay, hvad sker der lige.

Så samme aften satte jeg mig ned og kiggede på jobindex.dk. - og jeg faldt over et jobopslag der lige var i øjet. Jeg skyndte mig at finde min gamle ansøgning frem og brugte aftenen på at finpudse den og opdatere mit CV og sendte den afsted. Tænkte at det værste der kunne ske, var at jeg ville få jobbet, for så skulle jeg seriøst overveje hvad jeg vil med min fremtid, for egentlig så elsker jeg mit job, men fremtiden så pludselig meget ukendt ud.

Der gik 3 dage, så blev jeg ringet op fra firmaet om at komme til jobsamtale. Jeg tog afsted og fandt ud af, at hvis jeg ville det nye job, så ville det betyde et stort skridt op ad karrierestigen - både mht. løn og arbejdstimer og ansvar.
Jeg brugte mange timer på at tænke - er det det jeg vil? Vil jeg arbejde mere end jeg gør nu? Vil jeg tage karrierespringet, selvom børnene er små? Har jeg egentlig lyst til at skifte job? Har jeg lyst til at få mere lederansvar? På mange af spørgsmålene har jeg ikke været i tvivl - jeg har fandme ikke taget en så lang uddannelse for at sidde som en kontormus! Men det mest springende har været hele tiden - arbejdstid vs. tid med ungerne. Dér har jeg virkelig ikke været helt afklaret. Hovedet ville det ene mens hjertet noget helt andet!

Der gik endnu et par dage - og en morgen lå der en mail om en 2. samtale! FUUCK...
Nå, men afsted til 2. samtale tog jeg. Her talte jeg med en af Partnerne i firmaet. Undervejs i samtalen blev jeg afklaret. Her har jeg ikke lyst til at være. Jeg har ikke lyst til at være nødsaget til at arbejde hver aften, for lige at "følge med". Jeg har ikke lyst til at arbejde 50 timer den ene uge og 37 i den næste, fordi der ikke er fleks. Jeg har ikke lyst til at holde 5 ugers ferie og intet mere. Jeg vil have mine skønne ekstra ferie/fridage og omsorgsdage. Jeg vil have den frihed at holde fri kl 16 og jeg vil fortsat have fantastiske kolleger og et dejligt arbejdsmiljø. Jeg er ikke parat til at tage tilbage til den hæsblæsende konsulentbranche...ikke endnu i hvert fald!

Så status er her den første måned i 2012:

• 1 Afdeling nedlagt og omstrukturet (heldigvis har jeg stadig samme chef)
• 1 Ansøgning afsendt
• 1 Job tilbudt
• 1 skiferie afholdt (og den kommer jeg tilbage til senere)

Nu har februar bare at blive mere rolig!

Feriebarnet tilbage - og så lige lidt der skal ud.....

I går hentede jeg Maja efter 3 dages ferie hos sin mormor. De har haft nogle fantastiske dage, hvor de har hygget sig og Maja er blevet godt og grundigt forkælet.

Maja knus-elsker sin mormor og heldigvis er det i den grad gengældt.

Jeg er virkelig glad for, at Maja i dén grad holder af sin mormor. Selvom min mor og jeg til tider er på kant med hinanden og vi ikke altid forstå hinandens beslutninger og handlinger, så det jo stadig MIN dejlige mor - og hun er jo den "eneste" jeg har tilbage. Jeg er enebarn og min far er død.

Derfor er det også rigtig svært for mig at forstå min mors prioriteter og livsstil. Hun vælger - i mine øjne - at ødelægge sit liv ved at ryge alt for meget.
Hun har i de sidste 10 år mistet sin mand, haft brystkræft, fået to børnebørn samt fundet kærligheden igen - og alligevel vælger hun at pulse løs. De seneste par år har hun fået meget allergi og kan nogle gange næsten ikke trække vejret. Lægerne kan ikke finde ud af, hvad det er for noget allergi. Hun kan ikke lugte/smage mere og ALLIGEVEL fortsætter hun med at ryge.

Jeg bliver simpelthen så gal på hende og skuffet! Dybt inde i mig har jeg en frygt for at hun igen bliver syg af kræft - og at det næste gang ikke går godt. Jeg er bange for, at hun får konstateret KOL eller får en hjerneblødning eller hjertestop (som min far). I min mors familie de aldrig blevet særlig gamle.  Min egen mormor var kun lige omkring 70 da hun faldt om og dødede og min morfar blev 63 år og sådan kunne jeg blive ved.

Jeg har prøvet at tale med min mor omkring hendes rygning - bare sådan stille og roligt. Men det er også skide svært, for det er jo ikke mit liv og har jeg egentlig ret til at blade mig i hendes liv? Hun ser det som et angreb, mens jeg jo bare gerne vil have hende hos mig i mange år endnu - og ikke mindst, at ungerne har deres mormor som de elsker så højt.