tirsdag den 30. november 2010

I en dag som denne....

...hvor jeg arbejder hjemme og bla. skal læse denne moppedreng:


og solen står højt og flot på himlen og verdenen er lys og hvid:

kan jeg ikke gøre andet end at tage dette på:

og komme afsted i den smukke natur.
Nu står skoene hjemme og der er stadig en smule sne på snuderne:

Sikken en dejlig løbetur! (og det var så min frokostpause)

onsdag den 24. november 2010

Mai Tai

Her er min elskede Mai Tai! Jeg bruger den desværre ikke så meget mere, efter Casper er blevet gående. Men nøj, jeg har altså brugt den meget og jeg er helt vild med farverne.



Her den ene dag, fik jeg ham op i den igen - og om på ryggen. Han syntes det var hyggeligt (selvom det ikke ser sådan ud på billedet - men han ville altså ikke ned igen) og jeg skal altså lige undskylde kvaliteten....

fredag den 19. november 2010

Weekenden afsat til familiehygge og hækling

Nu kan det altså ikke blive weekend hurtigt nok! Da jeg kom på arbejdet i dag, lå denne fantastiske bog på mig bord.



Har lige siddet og bladret lidt i den og det ser godt ud - rigtigt godt. Det kribler helt i fingrene.

Og det er så heldigt, at vi netop i denne weekend skal være sammen med mine svigerforældre og min svigermor er super dygtig til hækling, så hvis der opstår problemer er hjælpen nær.

Uha det bliver godt. Nu håber jeg, at jeg får lavet en masse, som jeg kan vise på bloggen senere.

tirsdag den 16. november 2010

Er kommet op til overfladen igen

En hel weekend UDEN børn! ahhh...... Ikke at jeg ikke elsker mine børn - de er jo mit et og alt. Men når man i 1½ år ikke har fået mere end maks 5 timers samlet søvn, så er en weekend uden børn altså total luksus.

Dog havde vi hele lørdagen huset fuld af gæster, da vi holdt julefrokost for "det gamle slæng" (vennerne fra kollegietiden). Jeg synes jo slet ikke vi er "gamle" - men når flere og flere er tættere på 45 år end de 30 og de første flyttede ind på kollegiet i '89 - så er vi jo ikke helt unge alligevel. Nogle af vores venner, som sidste år endelig blev gift, har kendt hinanden i 20 år!!!

Søndag hentede vi ungerne hos min mor. Mandag stod den på omsorgsdag og bedsteforældre afklimatisering ;-)

Mandag formiddag, mens Maja lå henslængt på en madras og så Peter Pedal, bagte Casper og jeg Foccacia og Grissinier.

fredag den 12. november 2010

Savner sommeren!

I dag er én af de dage hvor jeg savner sommeren.
Savner solen og varmen. Savner den høje blå himmel. Savner at ligge i det høje græs og høre græshopperne synge. Savner sandet mellem tæerne. Savner vores (=svigerforældrens) sommerhus  i Vestjylland.


torsdag den 11. november 2010

Hæklede ottekanter

En rigtig god aften for mig, er når jeg har overskud og tid til at sysle lidt, uanset om det er ved symaskinen eller med hæklenålen -  og i går var det en rigtig god aften.

I går fik jeg syslet disse ottekanter sammen imens "desperate husfruer" kørte i baggrunden...


Og for at være rigtig overskudsagtig fik jeg også løbet 7 km, ordnet vasketøj og gjort rent! Utrolig hvad man kan nå, når man har lidt overskud og energi tilbage efter en dag på arbejdet.



onsdag den 10. november 2010

Oprydning

Når Maja har legekammerater på besøg går der sjældent mere end 5 min. før hendes værelse ligner dette:


Efter oprydning kan hendes værelse altså se sådan her ud:

Har I også nogle rodehoveder hjemme?

mandag den 8. november 2010

Sygdom og "Bento-light"

I to dage har det stået på tynd og dårlig mave hjemme hos os. Maja har været ramt, men nu er hun heldigvis frisk igen. Og imens hun har været syg har jeg savlet over al det fantasiske Bento man kan finde på nettet. Se f.eks. den her:




I erkendelse af, at ris ikke er hovedingrediens i madkassen hos os, har jeg eksperimenteret med at lave små blomster og hjul i agurker og gulerødder.


 
Maja synes det er vildt skægt og her til morgen stod hun klar i køkkenet og fik lavet en masse selv.


Madkassen var proppet til randen med gulerødder, agurk, tomat og peberfrugt skåret som blomster og andre former.

tirsdag den 2. november 2010

Julegaver i oktober - det er aldrig sket før!

Tro det eller ej - jeg har fandme købt alle ungernes julegaver. I søndags var der nemlig  25% rabat i Toys'r'us - så afsted med mig og Casper, mens Maja og Thomas var afsted for at se Sigurd Barret.

At slippe en knapt 1½ årig dreng løs i en legetøjsbutik er skægt, men desværre ikke særlig praktisk, når man skal finde mange gaver og der er mange mennesker. Men det gik og vi havde en dejlig tur begge to.

Thomas' gave er også på plads! Jeg kan desværre ikke afsløre hvad han skal have, da jeg ved han læser lidt med på sidelinjen. Men jeg glæder mig rigtig meget til give ham den og jeg lover at afsløre den, når vi når den 25. december.

Og hvilken skøn følelse det er, at de vigtigste gaveindkøb er klaret. Nu er det forældre/svigerforældre + nevø og niecer der mangler. Har en plan om at alle gaver er klaret inden 1. december, så vi rigtig kan hygge os i julemåneden uden stress, men med masser af juleklip og julebag.

mandag den 1. november 2010

Hæklet hårspænde

Jeg har givet Maja dette hårspænde som jeg har lavet til hende. Jeg synes de er søde og også hurtige og nemme at lave.´




Desværre er jeg ikke velsignet med en pige, der gider at have noget i håret, så nu ligger det i smykkeskrinet sammen med de andre hårspænder hun har og som sjældent bliver brugt.

Øv siger jeg bare, når jeg nu synes det er sjovt at lave spænder!! Så må jeg give dem væk i stedet.
Det kunne være at denne super skønne venindeblogger får tilsendt nogle små gaver til sine underskønne piger!.